Indvielse og 60 år klædt i rødt og gult
Stemas kom officielt til Havdrup samme dag som chefen fyldte rundt
Masser af gratulanter slog to fluer med ét smæk, da maskinfirmaet Stemas A/S slog døre og porte op til helt officielt indtog i Havdrup mellem Roskilde og Køge. Det var nemlig kun nødvendigt med et enkelt ”tillykke” for både at lykønske firmaet og chefen. Stemas-direktør Robert Kjærgaard rundede nemlig de 60 præcis samme dag, som virksomheden markerede indvielsen af det nye sjællandske hovedkvarter.
Robert Kjærgaard er både direktør for Stemas A/S og medindehaver af virksomheden, som på det seneste er ekspanderet markant med nye afdelinger i Fredericia og Nørresundby. Hovedafdelingen ligger i Hadsten, og nu er Stemas altså også godt på plads i Havdrup. Firmaet er rykket fra to mindre afdelinger i Roskilde og Køge til de nye lokaler, som udgør lidt af et maskin-slaraffenland i Havdrup.
Det nye, store showroom i Havdrup er også prima til at beværte mange gæster.
Masser af gæster
De nye 1700 kvadratmeter store lokaler med showroom, klargøringsværksted, reservedelsafdeling, indendørs lager af tungt grej samt kontorer til salgsafdelingen var klædt i rød og gult. Røde Weidemann-maskiner og Himoinsa-generatorer og gule Wacker Neuson-maskiner i hobetal.
Gæster i stort antal lagde vejen omkring Havdrup for at hilse på og se de nye, sjællandske Stemas-rammer. Såvel topchefer for store entreprenørfirmaer og maskinførere kom for at stikke på næven med den gemytlige nordjyde. Også fra udlandet var der besøg på den dobbelte festdag. Øverste chef for Weidemann i Tyskland, Bernd Apfelbeck, havde taget turen til Havdrup, og der var hilsener fra ligeledes tyske Wacker Neuson og spanske Himoinsa.
Stemas er en del af JMM-Group, og administrerende direktør Jan Møller var naturligvis i Havdrup for at ønske Robert Kjærgaard tillykke med de 60 og deltage i indvielsen af det nye, sjællandske center.