Pludselig gik det stærkt med nye Weidemann-læssere hos Malmos Landskaber, som er en del af Europas største anlægsgartnergruppe idverde
”Vi er rigtig gode til de lidt skæve projekter, og vi vil meget gerne lave dem. De kræver kvalitetsmaskiner, der skal køre uden risiko for driftsstop. Og da kollegerne gerne vil have Weidemann-læssemaskiner, er det slet ikke så vanskeligt. Det er i øvrigt også de maskiner, der har den bedste gensalgsværdi, og på et tidspunkt skal de brugte maskiner jo skiftes”.
Johnny Bo Hansen er værkstedsansvarlig hos Malmos Landskaber med lokation et solidt stenkast fra Holbækmotorvejen ved Roskilde. Her har trafikken været ganske heftig med røde Weidemann-læssemaskiner. Firmaet havde fem-seks stykker, som mandskabet så småt begyndte at vænne sig til. Pludselig var der så 13.
”Folkene er glade for at køre med dem. Det seneste par stykker, vi netop har fået leveret, er model 2080LP med lukket kabine. Det er godt til vinterbrug. Så er vi fri for at putte maskinførerne i en stor flyverdragt. De skal jo sidde i maskinerne længe”, forklarer Johnny Bo Hansen.
Malmos har behov for, at materiellet spiller med helt umiddelbart, når startnøglen drejes. Og at maskinerne så kører stabilt hele dagen igennem.
Stemas-salgskonsulent Jens Andersen (til højre) har efterhånden leveret ganske mange røde Weidemann-læssemaskiner til Johnny Bo Hansen, som er værkstedsansvarlig hos Malmos.
For gode at smide ud
”Det er det, der har fået os til at købe stort ind af Weidemann hos Stemas A/S. Vi har typisk maskinerne fem-seks år, hvorefter vi skifter til nye. Så slipper vi for de små ting, der naturligt begynder at komme. Men vi har også maskiner med flere år på bagen, som vi har valgt at beholde, fordi de simpelthen var for gode til at smide ud”, siger Johnny Bo Hansen.
Den seneste Weidemann-leverance fra Stemas i Havdrup omfattede to styk Weidemann 2080LP og en Weidemann 1390 model Plus.
Kontakt nærmeste sælger i dag og hør mere eller besøg det store udvalg af Weidemann maskiner
Lavtgående hjullæsser
Den 3900 kg tunge 2080LP er i bogstavelig forstand en lavtgående hjullæsser. LP i modelbetegnelsen står for ”Low Position” og fortæller om maskinens lave konstruktionshøjde og et lavt tyngdepunkt. Og dermed også høj stabilitet. Den lave højde medvirker til, at maskinen er nem at komme rundt med. Der er 45 heste i motorrummet, og læsseren har en transporthastighed på 28 km/t.
Minilæsseren 1390 Plus i Weidemanns serie af Hoftrac-modeller transporterer sig rundt med op til 30 km/t. Den er en 2,8 tons maskine med hydrostatisk højtryksaksel med fordeler-gear, kardan og 100 procent differentialespærre. En stor pumpe sikrer arbejdshydraulik på 58,5 liter i minuttet.
Værkstedsansvarlig Johnny Bo Hansen med en af de nye Weidemann 2080LP hjullæssere. Kabinen med både varme og aircondition er med til at gøre maskinerne populære hos anlægsgartnerfirmaets mandskab.
Også Wacker Neuson
Foruden læssemaskinerne, har Malmos også handlet Wacker Neuson-maskiner hos Stemas. I den større afdeling en seks-tons DW60-2 dumper med kabine og drejelad. Den er indregistreret, og nummerpladerne giver anlægsgartnerne gode betingelser for at komme rundt på opgaverne.
Dumperen kan læsse seks tons og har 75 hk til at tage slæbet. Den er i øvrigt langt fra det eneste Wacker Neuson-grej, som anlægsgartnerfirmaet har valgt at bruge i dagligdagen. Stemas har også leveret meget såkaldt light-materiel med pladevibratorer og vibrationsstampere, også kendt som jordlopper. Meget af det fra Wacker Neusons omfattende udvalg af batteridrevne maskiner i Zero Emission-serien.