Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Der blev ikke sparet på noget til Manden i EW65-maskinen

dec 17, 2024 | Nyheder

En veltilpas Manden I den nye mobilgraver, som han selv har været med I opbygningen af. Blandt andet er den specialbyggede Randex-trailer blev til efter Mandens tegninger.

Han var faktisk selv med til at tegne og bygge op da Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S købte en ny Wacker Neuson EW65 mobilgravemaskine

Manden i kabinen på den nye hjulgravemaskine hos Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S er ikke en hr. Hvem-som-helst. Det er 35-40 år siden, han begyndte at lyde navnet Manden. Og vi har lovet ikke at afsløre, at der står Niels Kasper Hansen på dåbsattesten. Så det undlader vi. Han er simpelthen Manden, og han er en skattet medarbejder i entreprenørfirmaet med base i Gilleleje i det absolut nordligste Sjælland.

”Vi passer godt på vores gode medarbejdere. Den nye Wacker Neuson-graver er jo Mandens kontor 10 timer i døgnet. Og han og hans maskine er omdrejningspunktet for mange ting ude på pladserne. Derfor vendte vi ikke femørerne, da vi gennemgik udstyrslisten med salgskonsulent Jens Andersen hos Stemas”, fortæller maskinchef Stig Lippold hos Nordkysten A/S.

Faktisk var Manden selv med til at bygge mobilgraveren op, så den blev helt efter hans og firmaets ønske.

Hvem er maskinfører på Nordkystens nye Wacker Neuson EW65? Dette er manden – slet og ret. Her i midten flankeret af lageransvarlig Bjarne Ellebæk Gastel til venstre og maskinchef Stig Lippold til højre.

Efter Mandens tegning

”Sammen med maskinen leverede Stemas også en Randex-trailer, som Manden i virkeligheden selv tegnede, og som så blev bygget efter hans tegning. Centralsmøring, GPS, oliefyr med sms-styring, ekstra arbejdslys og specialopbyggede skærme med alu-forstærkning er blot nogle af de mange ekstra-features, som vores værksted forsynede maskinen med”, fortæller Jens Andersen hos Stemas.

På udstyrslisten står også blandt andet Faster-kobling til traileren, spejl-varme, walkie, Rototilt med det nye intelligente RC-system, Unicontrol 3D-maskinstyring samt stor skovlpakke.

Selve maskinen er en syv tons Wacker Neuson EW65, som har en transporthastighed på 30 km/t. Der er 62 hk i maskinrummet, og hele trækket med mobilgraver og vogn er naturligvis malet i kundefarve fra fabrikken.

 

Bedre at eje

Det er ikke nyt for Manden at køre en Wacker Neuson-mobilgraver. Det er ikke engang nyt for ham at køre en Wacker Neuson EW65. Det har han gjort, siden han startede med at arbejde for Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S i sommeren 2022. Da lejede firmaet en maskine til ham, og Manden og maskinen blev glade for hinanden. Så glade, at Nordkysten mente, at det var bedre at eje, end at leje.

Derfor blev det til en snak med Jens Andersen hos Stemas, og Manden blev inddraget tidligt i processen.

Den nye mobilgraver med Manden ved rattet kommer hovedsagelig til at køre på fjernvarme- og kloakprojekter, som Nordkysten A/S har mange af. Efter at have været omkring en opgave på Novo i Hillerød, kører den videre til fjernvarme-jobs blandt andet i Glostrup, Egedal, Bagsværd og Dragør.

 

De ved bedst

Nordkysten har valgt at tegne en servicekontrakt med Stemas, som firmaet i øvrigt gør for alle nye maskiner. Det sker ud fra en filosofi om, at dem, der producerer og forhandler maskinerne, bedst véd, hvordan servicen udføres optimalt. Syv-tonseren er i øvrigt langt fra den første Wacker Neuson-maskine, Stemas har leveret til entreprenørfirmaet i Gilleleje. Her kører i forvejen flere mindre gravemaskiner på bånd, og så har firmaet forsynet sig med batteridrevet Wacker Neuson-komprimeringsgrej i lange baner.

”Jeg vil ikke hænges op på det præcise antal, men vi taler om 120-130 enheder. Stemas er absolut en af vores nøgleleverandører”, siger maskinchef Stig Lippold hos Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S.   

Den mobile gravemaskine EW65 kører med sin indbyggede vejtilstand selv til arbejdsstedet uden tidskrævende og omkostningstung transport. Det trinløse køredrev har et lavt brændstofforbrug og betjenes med en enkelt pedal næsten ligesom en bil. Det højtydende load sensing-hydrauliksystem (LUDV) sørger for samme hastighed af flere bevægelser – også ved forskellige belastninger . Med 5 fjernventilkredse – hvoraf 3 kan indstilles individuelt – og en justerbar bom arbejder EW65-modellen meget effektivt og hurtigt.

Intuitivt betjeningskoncept

  • Det intuitive betjeningskoncept muliggør en enkel og omfattende styring af gravemaskinen. Maskinen betjenes ved hjælp af joystick, display, Jog Dial og tastatur. Man kan således hurtigt og nemt gemme redskaber og oliemængder til de ekstra styrekredse.

Optimal positionering af hydraulikkomponenterne

    • Korte slangeafstande medfører lavere effekttab i hydrauliksystemet. Derved forlænges hydraulikslangernes levetid, da der er færre friktionssteder, særligt ved snævre gennemføringer.
    • Den klart definerede slangeføring af hydraulikslangerne sørger for maksimal effektivitet på grund af reduktionen af ledningsmodstandene.

Variabel bom

  • Den variable bom giver større manøvredygtighed og dermed en udvidet aktionsradius. For med det ekstra led kan skovlen trækkes helt ind til undervognen eller dozerbladet. Ideelt, når der skal køres gennem smalle passager, eller hvis en forhindring skal fjernes. Gravemaskinen imponerer desuden med større tiphøjde og endnu større gravedybde.