Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Stemas giver premiere til helt ny Weidemann på Agromek

nov 12, 2024 | Nyheder


Ny hjullæsser Weidemann 2060 klar til Agromek 14 dage efter verdenspremiere på EuroTier i Hannover – Johs. Møllers Maskiner viser elektrisk gummiged fra Liebherr

28 års tæt samarbejde fornægter sig ikke. Stemas A/S rangerer højt i bevidstheden som dansk importør hos den tyske maskinproducent Weidemann. Der går da heller ikke mere end 14 dage fra verdenspremieren på tyskernes nye fire tons hjullæsser Weidemann 2060, til fabrikken i Korbach sydøst for Dortmund sender den nye til Herning, hvor den får hovedrollen på Stemas’ stand på Agromek.

”Vi er naturligvis glade for at kunne levere en absolut danmarkspremiere på den nye 2060’er blot to uger efter, at Weidemann selv har præsenteret maskinen på den tyske hjemmebane. Verdenspremieren bliver på den internationale landbrugsudstilling EuroTier i Hannover”, fortæller direktør Robert Kjærgaard hos Stemas.

Weidemann 2060 kommer til at afløse modellen 2080 både som almindelig hjullæsser på fire tons og i teleskoplæsser-versionen, som tynger badevægten med yderligere 500 kg. Som altid, når maskinproducenternes konstruktører får lov til at slå kolbøtter, er resultatet blevet en ny model med en række justeringer og nye features. Weidemann er således ikke bleg for at love en nydesignet kabine, som markerer sig allerede, inden maskinføreren hopper ind. Døren er nemlig blevet forøget med hele 10 centimeter i bredden. Dermed har 2060 klassens bedste adgangsforhold.

I øvrigt er kabinen med masser af glas og kik hele horisonten rundt.

Kohler er foretrukket som motor-leverandør i stedet for Deutz, som har leveret til Weidemann 2080. Der er 57 heste til rådighed, og mulighed for at vælge mellem 20 og 30 km/t som tophastighed. 

  

Fra mindste til største

Den nye hjullæsser får naturligvis hæderspladsen i Herning, hvor Stemas også præsenterer andre medlemmer af Weidemann-familien.

”Vi har valgt at koncentrere os om netop Weidemann, som vi til gengæld viser lige fra den mindste 1600 kg model 1140 til den største 11 tons Weidemann 9080. Fra vores import af Wacker Neuson medbringer vi forskelligt komprimeringsgrej, som blandt andet pladevibratorer”, siger direktør Robert Kjærgaard.

Stemas får selskab på Agromek af søsterfirmaet Johs. Møllers Maskiner A/S, som tager maskiner fra det lidt større segment med. Johs. Møllers Maskiner A/S er dansk importør og forhandler af Liebherr-entreprenørmaskiner, hvor især gummihjulslæsserne foretrækkes både af entreprenører og også af mange landbrug.

Stemas og Johs. Møllers Maskiner har tradition for en markant repræsentation på Agromek. Det bliver naturligvis også tilfældet i år, hvor der er store nyheder både fra Weidemann og Liebherr.

To batteripakker giver Liebherrs nye gummiged L 507E mulighed for at fordoble driftstiden.

Elektrisk gummiged

Den mest markante Liebherr på Agromek bliver den nye elektriske gummiged L 507E, som løb med topplaceringen på E&H-messen. Den kan køre med to batteripakker. Dermed fordobles maskinens driftstid. Ydelse og præstationer matcher fuldt ud diesel-udgaven af maskinen.

“Selv om batteri-læsseren ikke har været på markedet i særlig lang tid, har den allerede markeret sig som en succes også i Danmark. Vi har solgt de første håndfulde L 507E, og alt tegner til, at mange flere følger efter”, fortæller salgschef Birger Hjelm fra Johs. Møllers Maskiner A/S.

El-gummigeden får på Agromek følgeskab af blandt andet Liebherrs 11 tons mobilgravemaskine A 910, som med kompakte dimensioner og lille svingradius bejler til både entreprenører og anlægsgartnere. Med 116 hk i motorrummet klarer hjulgraveren jordflytningsopgaver også på arbejdssteder uden plads til store armbevægelser.

Skal vi tage en snak?

Uanset om du ønsker flere oplysninger om én eller flere af vores maskiner og mærker eller et uforpligtende tilbud, så er vi klar ved telefon eller mail.