Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Minidumper fra Bergmann løb med mest opmærksomhed på Agromek

dec 5, 2016 | Nyheder

Lille ny blev den store hos Stemas Minidumper fra Bergmann løb med mest opmærksomhed på Agromek Man behøver ikke være stor for at blive bemærket. Det er den nye minidumper 1005 E fra den tyske producent Bergmann et rigtig fint bevis på. Den knækstyrede walk-behind dumper blev den store i […]

Lille ny blev den store hos Stemas

Minidumper fra Bergmann løb med mest opmærksomhed på Agromek

Man behøver ikke være stor for at blive bemærket. Det er den nye minidumper 1005 E fra den tyske producent Bergmann et rigtig fint bevis på. Den knækstyrede walk-behind dumper blev den store i opmærksomhed på Stemas-standen på Agromek.

”Den måtte ganske vist kæmpe en brav kamp med et par af vore andre maskiner. Men jeg er ikke i tvivl om, at der i løbet af de fire Agromek-dage er blevet kastet flest blikke på Bergmann-mini’en, som også blev luftet på nogle småture i området omkring vores stand. Kørende materiel er vist nok ikke tilladt på messen, men da den eldrevne maskine jo bevægede sig lydløst rundt, var der ingen, der hævede øjenbrynene”, fortæller salgschef Robert Kjærgaard hos Stemas.

Bergmann-dumperen er i øvrigt så ny, at Stemas-folkene endnu ikke havde nået at blive dus med alle fordelene. Det var således kunder, der gjorde opmærksom på, at maskinen forrygende nemt også kan anvendes til flytning af for eksempel toiletvogne, skurvogne og campingvogne.

”Dumperen har kapacitet til 450 kg i ladet. Men det er meget nemt at afmontere ladet, og så dukker der et kugletræk op nedenunder. Det var vi faktisk ikke opmærksomme på, så det er Agromek-gæster, der har vist os, at maskinen kan meget mere, end vi troede”, siger Robert Kjærgaard.

 

Rigtige mænd så lyserødt

De maskiner, der forsøgte at tage opmærksomhedskampen op med den tyske dumper, var i særdeleshed ”Rigtige mænd”-minilæsseren Weidemann 1370 med lyserøde fælge og støtte til Kræftens Bekæmpelse, samt en nedbygget Weidemann 1240 LP med kabine. Den nedbyggede er så frisk fra fad, at den ikke nåede at komme omkring Stemas-hovedkvarteret ved Hadsten, men kom direkte fra Tyskland til udstillingen i Herning.

”Det har været et rigtig godt initiativ at lancere fem Weidemann 1370-læssere i en specialudgave og blandt andet med lyserøde fælge, hvorefter vi donerer 1000 kr. til Kræftens Bekæmpelse pr. solgt maskine. Vore medarbejdere hørte mange rosende ord – også fra maskinførere, der gerne ville frabede sig det lyserøde look. Jeg har en fornemmelse af, at en del også fulgte opfordringen til at sende et bidrag afsted til Kræftens Bekæmpelse, selv om de ikke stod og manglede en ny maskine”, siger Robert Kjærgaard.

 

God stemning og kager

”Det med at tælle antal solgte maskiner direkte på en udstilling går vi ikke så meget op i. Der blev da indgået nogle aftaler på Agromek, men det handlede meget mere om dialogen med de mange gæster. Udstillingen emmede af positiv stemning og viste igen, at den er rigtig god til kundepleje. Det optimerede vi så to af dagene, hvor vi bød på sønderjysk kaffebord. Masser af gode kager går rigtig fint i spænd med maskinsnak”, konstaterer salgschef Robert Kjærgaard.