Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Tak for besøgene! Stemas holdt åbent hus samtidig i to nye og tre gamle afdelinger

Wacker Neuson-succes kræver flere adresser og mere plads.

Det har kørt på de høje nagler, siden Stemas A/S for godt halvandet år siden overtog den danske import og forhandling af Wacker Neuson-maskiner. Samtidig med at maskinfirmaet netop for første gang har kunnet holde femdobbelt åbent hus, leder direktør Robert Kjærgaard med lys og lygte efter mere plads til aktiviteterne, som også omfatter den danske forhandling af Weidemann-læssemaskiner.

”Da vi overtog Wacker Neuson-importen, købte vi samtidig de bygninger, som Wacker Neuson selv havde drevet virksomheden i. Dermed fik vi et nyt sjællandsk hovedkvarter i Roskilde, samtidig med at vi beholdt vores hidtidige afdeling i Køge. Men det rækker slet ikke til det tempo, Wacker Neuson har sendt os op i. Derfor leder vi efter den helt rigtige ejendom lidt tættere på København. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi dropper Roskilde og Køge. Vi satser faktisk på yderligere udvidelse med satellit-afdelinger”, siger Robert Kjærgaard.

 

Nørresundby og Fredericia

Ved det femdobbelte åbent hus-arrangement slog Stemas portene op i hovedkvarteret i Hadsten og i de to sjællandske afdelinger i Roskilde og Køge. Og så kunne firmaet for første gang byde indenfor Sundsholmen i Nørresundby i det nordjyske og i den senest tilkomne afdeling på Gammel Landevej i Fredericia.

”Vi tilstræber at komme ud i nærområderne, så vores kunder kan møde os lokalt. Alt det nye Wacker Neuson light-grej bruges jo konstant af entreprenører, brolæggere, anlægsgartnere og andre, og man skal så vidt muligt kunne sætte en maskine af til reparation i en lokal afdeling den ene dag og hente den igen den næste. Derfor har vi satser på at etablere satellitafdelingerne, og jeg vil ikke udelukke, at der kommer flere”, siger Stemas-direktøren.

På Sjælland koncentreres indsatsen nu om at finde omkring 10.000 kvadratmeter grund med bygninger til 700-800 kvadratmeter værksted og lager, et par hundrede kvadratmeter til administration og 500 kvadratmeter lagerhal. Robert Kjærgaard har specielt kik på muligheder i Hedehusene eller Karslunde. Eller en anden lokalitet i højst samme afstand fra hovedstaden.

Kontakt os og få kompetent vejledning fra start til slut 

Benene sparket væk

”Det er helt klart forhandlingen af Wacker Neuson, der har genereret det nye behov for både satellitafdelinger og en ny og større sjællandsk hovedafdeling. Interessen for Wacker Neuson-maskinerne har simpelthen sparket benene væk under os. Det har ikke alene givet os behov for flere lokationer og plads, men også for mere mandskab, hvor vi både kan bruge mere lagerpersonale, montører og elever”, siger Stemas-direktør Robert Kjærgaard.

Foruden Wacker Neuson og Weidemann har Stemas A/S også dansk import og forhandling af de spanske Himoinsa-generatoranlæg og lystårne.

 

**NYT omkring Juleåbent hus i Hadsten afdelingen**

På grund af den aktuelle situation og udvikling i Covid-19 har vi valgt af aflyse det planlagte Åbent Hus onsdag d. 29. december i Hadsten.

Vi beklager aflysningen, men glæder os til 2022, hvor vi deltager på flere af årets dyrskuer og messer og kan vise jer vores mange spændende nyheder og klassikere.

Velkommen til Juleåbent hus i vores afdeling i Hadsten.

Vi slår porten op på Tolsagervej 2, 8370 Hadsten onsdag d. 29. december fra kl. 10-16. Maskinerne er linet op og vi er vært ved lidt lækkert til både voksne og børn.

På dagen er der mulighed for at afprøve og teste vores maskiner og for en god maskinsnak med både salg, lager og værksted  (tilmelding ikke nødvendig)

Mere information følger.

JMM havde fuld power på maskinsalg og strømforsyning til E&H-messe

Købere af fem store entreprenørmaskiner kom ”ude af det blå” – Stemas har slet ikke overblik over mængden af solgt grej på E&H 2021

Der bliver ofte givet håndslag på entreprenørmaskiner på udstillinger, messer og dyrskuer. Som regel på handler, der har været aftalt på forhånd. For Liebherr-importøren Johs. Møllers Maskiner bød E&H 2021 i Herning på anderledes oplevelser. Ikke færre end fem gange under messen dukkede gæster uvarslet op på standen og købte i den store ende af maskinspektret.

”De kom nærmest ud af det blå. Men det gjorde dem naturligvis ikke mindre velkomne. Totalt solgte vi 13 af de store maskiner på E&H over et bredt spekter. Der blev lavet slutsedler på både gravemaskiner, gummigeder, dozere og industrimaskiner”, fortæller direktør Leif Rudebeck Petersen hos Johs. Møllers Maskiner.

Direktør Leif Rudebeck Petersen fra Johs. Møllers Maskiner (til venstre) og direktør-kollega Robert Kjærgaard fra Stemas oplevede deres suverænt bedste E&H-messe hidtil med salg af masser af både store og mindre maskiner.

Gule Wacker Neuson er for alvor rykket ind hos Stemas, som sørger for at sende maskinerne videre ud til kunderne i en lind strøm. Siden nytår næsten 3000 enheder.

Stemas sørgede for strømmen

Firmaet delte messens største stand med Stemas, som er søsterfirma i JMM Group, og koncernen havde i den grad fuld power på alt muligt på udstillingen i Herning. Den store salgsstyrke fra både Vest- og Østdanmark var af hus for at tage imod besøgende. Der blev afsluttet mange handler og lavet endnu flere aftaler med potentielle kunder, der nu skal følges op på efterfølgende. Og så var det faktisk JMM-selskabet Stemas, der sørgede for, at der overhovedet var power på E&H.

Stemas er dansk importør af Himoinsa, som er det førende mærke inden for generatorer i alle størrelser. Og seks steder på messepladsen stod Himoinsa’er og skabte strøm til alle messens stande, telte, toiletter og tillige lys på pladsen med Himoinsa-lystårne. Desuden var der også generatorer i gang andre steder, så der i alt var ni Himoinsa-generatorer og syv lystårne i drift under E&H.

Kan levere straks

Det spanske Himoinsa-materiel importeres og forhandles af Stemas, som tillige har blandt andet Wacker Neuson og Weideman på menuen. Det gav salg direkte på messen i et omfang, som får direktør Robert Kjærgaard til at erkende, at han slet ikke har overblik over mængden.

”Vi skal hjem og tælle, men det er rigtig mange maskiner, der er solgt, og som vi nu skal i gang med at levere. Og selv om mængden er stor, kan vi faktisk godt levere. Vi har købt rigtig stort ind både hos Wacker Neuson og Weidemann, så kunderne kan få deres nye maskiner straks. Wacker Neuson har været en kolossal succes for Stemas. Vi har sendt tæt på 3000 enheder ud, siden vi overtog forhandlingen den 1. januar i år”, siger Robert Kjærgaard.

Ikke mindst Wacker Neusons nye, store sortiment af eldrevne jordlopper og pladevibratorer hitter og skaber travlhed hos Stemas såvel i Hadsten som i den nye sjællandske afdeling i Roskilde. Men også læssemaskiner fra både Weidemann og Wacker Neuson samt dumpere gøres nu klar til levering til messe-kunder.

Stor interesse for Liebherr-maskiner i alle afskygninger. Der blev solgt både industrimaskiner, gummihjulslæssere, gravemaskiner og dozere på E&H.

Salgschef Kim Møller havde leveret ni store Himoinsa-generatorer og syv lystårne, der klarede strømforsyningen til E&H 2021.

 

Et lækkert sæt til Jørgensens Entreprise

Jørgensens Entreprise har hentet et lækkert sæt Himoinsa og tilhørende trailer i vores afdeling i Hadsten. Sættet er lige til spænde efter bilen, så der hurtigt og enkelt kan flyttes mellem opgaverne.

Himoinsa 100 kVA generatoren leverer 80 kW og er udstyret med digital display med dansk tekst samt 12 andre sprog.
Stik udtag – 1 stk. 125 Amp og 1 stk. 63 Amp. Begge sikret med 300 mA. 1 stk. 32 Amp. 1 stk. 16 Amp. 400 V 2 stk. 16 Amp 230 V. Alle sikret til 30 mA.

Varmgalvaniseret trailer med to aksler, der kan godkendtes til 100 km/t og med blanke sorte skærme, der matcher vores kundes bilen.
Ergonomiske greb på håndbremse og tilkoblingsgreb, galvaniserede bøjler på begge sider af trailer for optimal beskyttelse af generator under transport.

Generator og trailer er udført i Himoinsas velkendte høje kvalitet, som sikrer en høj driftssikkerhed og et brugervenligt værktøj til opgaverne.

Vi takker for handlen og ønsker god tur på vejen med nyindkøbet.

Mere information om vores Himoinsa produkter kan fås hos salgschef Kim Møller på telefon 20 97 92 76 eller km@stemas.dk

Ro i grusgraven når de store anlæg forsynes med strøm

Lavt støjniveau, lav CO2-udledning og lavt brændstofforbrug tæller højt når Roskilde Sten & Grus køber nye generatorer

Stabil forsyning med masser af strøm til de store sortere-, knuse- og vaskeanlæg, men uden at motorstøjen forstyrrer naboernes sommeraftener på terrassen. Et lavt støjniveau skal suppleres af en lav udledning af CO2 i miljøet. Og så er det jo altid rart, når det hele kan rummes inden for et fornuftigt brændstofbudget.

Det er de overordnede parametre, når produktionschef Kim W. Østergaard hos Roskilde Sten & Grus sydøst for Roskilde by skifter ud i maskinparken. Når det gælder strøm til de store anlæg nede i grusgraven, står der i stadig stigende omfang Himoinsa på de røde generatorer med overdådige mængder kilovoltampere – kVA.

Senest har den danske Himoinsa-importør, Stemas A/S, været i Roskilde med to nye Himoinsa’er, hvoraf den ene er absolut topmodel i serien af industri-generatorer. En Himoinsa HSM-505 T5 501 kVA-401 kW med effekt på hele 550 kVA. Den anden nyanskaffelse er en Himoinsa HFW-200 T5, som med 200 kVA placerer sig midt i feltet på i alt 18 forskellige Himoinsa industri-generatorer.

Nemt at bestille

”De to nye Himoinsa’er kører på hver deres anlæg og otte-ni timer hver dag. Den mindste af dem forsyner et sortereanlæg, mens den store HSM-505 T5 501 kVA-401 kW leverer strøm til et vaskeanlæg med knuser. Med de to har vi nu syv Himoinsa-generatorer. De er støjsvage, og det passer perfekt i vores strategi om, at vi skal tage hensyn til vores naboer”, fortæller Kim W. Østergaard.

Produktionschefen erkender blankt, at han ikke overanstrenger sig, når han bestiller nyt til generator-flåden.

”Jeg ringer til Himoinsa-salgschef Kim Møller hos Stemas og fortæller ham, at jeg skal have en generator, som jeg plejer. Så finder han ud af resten. Vi har en rigtig god dialog med Stemas-folkene, som véd, hvad de taler om. Kim Møller kender vores anlæg og véd, hvad de skal præstere. Så leverer han de generatorer, der passer til opgaverne. Når det er muligt, køber vi helst Himoinsa med Scania-motorer, og så sørger vi i øvrigt for, at generatorerne får regelmæssig service. Så véd vi, at de kører”, siger Kim W. Østergaard.

”Stort set alle Roskilde Sten & Grus’ generatorer er nu Himoinsa, og vi har et godt samarbejde om løbende at opdatere flåden til de mest miljørigtige, støjsvage og økonomiske modeller. Stemas sørger også for at holde alle generatorerne optimalt kørende. Derfor har Kim W. Østergaard også en tæt kontakt til vores værkfører, Dennis Grundtvig, om den løbende service og vedligehold”, siger salgschef Kim Møller hos Stemas.