Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Første elektriske læssere fylder fem år – på samme batterier

Loxam købte fem Weidemann eHoftrac på Agromek i 2014 – siden er adskillige flere kommet til

Udlejningsfirmaet Loxams tekniske direktør, Frank Larsen, rystede ikke på hånden, da han slog en handel af på Stemas’ stand på Agromek i november 2014. Fem styk nye minilæssere, hvor han ganske vist kendte mærket udmærket. Men der var lige det med driftsformen: De første helt elektriske læssemaskiner.

”De kører stadig, og vi har ikke skiftet batterier på dem endnu. Siden har vi anskaffet adskillige flere 1160 eHoftrac, så vi i dag har flere end 20 elektriske Weidemann kørende”, fortæller Frank Larsen.

”Selv om maskinerne efterhånden har en del timer på bagen, har vi aldrig haft problemer med driften. Selv de fem første holder stadig fint strøm til en dags arbejde, og Weidemann har tilmed fundet frem til anderledes og bedre batterier til de nyere maskiner”, siger Frank Larsen.

Det var lidt af en sensation, da Stemas som dansk Weidemann-importør kunne lancere de støj- og udstødningsfrie minilæssere på Agromek. I foråret 2015 præsenterede firmaet nyheden ved arrangementer både på Sjælland og i Jylland. Men forinden var der allerede solgt flere end 20 maskiner.

 

El-drift til elefanterne

”Interessen for Weidemann 1160 eHoftrac er absolut ikke kølnet siden. Allerede da Loxam købte de fem første, begyndte andre udlejningsfirmaer naturligvis at skæve til maskinen, og vi har solgt rigtig mange til vidt forskellige brugere. København Zoo var også med fremme i forreste række og købte en el-maskine til blandt andet at arbejde i elefanthuset, hvor man tidligere kørte med en traditionel dieseldrevet maskine. Dermed slap elefanterne for diesel-dunst i snablerne og motorstøj i ørerne”, siger distriktschef Hans Peter Stoffer hos Stemas. Det var ham, der langede de allerførste el-maskiner over disken.

For Loxam har det været vigtigt at markere sig i front med læssemaskiner til fossilfrie byggepladser. Foruden det positive signal om bæredygtighed og miljøbevidsthed, rummer maskinerne imidlertid også helt praktiske fordele, vurderer teknisk direktør Frank Larsen.

El-drift til elefanterne

Elefanterne i København Zoo slap for diesellugt i snablerne og larmende motorer, da der blev anskaffet en elektrisk Weidemann til arbejdet blandt andet i elefanthuset.

Kunder efterspørger el

”Vi har kunder, der decideret efterspørger de elektriske maskiner. Det gælder ikke mindst nedbrydere, som med Weidemann 1160 eHoftrac kan arbejde inden døre uden tung dieselluft. I løbet af de fem år har kundesegmentet til el-maskinerne ændret sig. Det er blevet større, fordi der generelt er en stigende bevidsthed om at køre uden larm og uden udstødningsgas også udendørs i bymiljøet. Arbejdsmiljømæssigt er det naturligvis en ren fornøjelse at sidde på sådan en maskine”, fastslår Frank Larsen.

Loxam-direktøren har også kendskab til brugere, som helt konkret kan se på bundlinjen, at de har kørt elektrisk.

”Brolæggere, der kører ind og ud af baggårde med belægningssten, kan gøre det uden larm og røg. Dermed har de mulighed for at køre flere timer om dagen og dermed gøre arbejdet færdigt hurtigere. Med en tavs maskine uden udstødning generer man ikke ejendommenes beboere, selv om klokken passerer 16, eller det eventuelt er lørdag. Flere timer pr. arbejdsdag gør arbejdet færdigt på færre dage og giver plads til flere projekter”, forklarer Frank Larsen.

Lavere driftsomkostninger

Da Weidemann bragte sig i front med eldrevne minilæssere, var det med den klassiske 1160 Hoftrac som udgangspunkt. I stedet for en dieselmotor puttede konstruktørerne elmotorer og batterier i 1160 eHoftrac. Arbejdsprincipperne på de to maskiner er helt ens, og den elektriske Weidemann kan anvende samtlige arbejdsredskaber i Weidemann-programmet. Så forskellen skal man lytte og lugte sig frem til.

Maskin-ejerne kan dog også se forskel andre steder. Driftsomkostningerne for de elektriske maskiner er væsentligt lavere end for diesel-modellerne. En el-maskine koster omkring 20 procent mere end en klassisk diesel-maskine i anskaffelse. Men den lidt større investering hentes ind efter cirka 2800 driftstimer, og så er der også taget højde for udskiftning af batteriet efter 2500 driftstimer.

Med det nye AGM-batterisystem har maskinerne i øvrigt integreret opladeapparat, så der kan oplades ved enhver stikkontakt med 230 V.

Teknisk direktør fra Loxam Frank Larsen

Teknisk direktør Frank Larsen har købt adskillige Weidemann-maskiner hos Stemas. Det var også ham, der for fem år siden købte de fem allerførste elektriske 1160 eHoftrac-minilæssere. De indgår fortsat i Loxams udlejningsflåde – og har ikke fået skiftet batterier endnu.