Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Stemas har fuldt tryk på Wacker Neuson komprimering

Pladevibratorer og jordlopper går som varmt brød – og firmaet har garderet sig mod følger af Covid og Putin med kæmpeindkøb

Maskinbranchen oplever voldsomme problemer med at sikre sig levering af nye maskiner, grej, materiel og reservedele. Men hos Stemas i Hadsten og Roskilde er der ingen mangler som følge af Covid og Putin. Her langes komprimeringsmateriel over disken i stort tal.

”Vi har købt ind i tide. Og vi har købt stort ind. Samtidig siger vi ja til alt, hvad vi får tilbud fra vores leverandører. Vi har taget imod læssemaskiner, som oprindelig var tænkt for det canadiske marked, og vi har netop fået dumpere, som en østrigsk forhandler havde bestilt, men ikke skulle have alligevel. Det var vist nok noget med betalingen. Så slår vi til, og vi har givet en standende ordre om, at fabrikken bare kan sende maskinerne til Danmark. Vi tager imod”, fastslår direktør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

Salgskonsulent Peter Irgens (til højre) er specialist i komprimeringsmaskiner og andet let grej og har straks fået navnet Peter ”Light” hos Stemas. Han fungerer også som rådgiver for de andre Stemas-sælgere. Her er det kollega Regin Badeby Hansen, der får et par gode fif midt i en stor mængde gule Wacker Neuson.

Ekstra hal

”Det er rigtigt, at mange maskinhandlere kæmper med at få varer på hylderne. Vores holdning om, at hvis nogen har noget at sælge, så køber vi, reddede os sidste år og gør det igen i år. Vi har faktisk lejet en ekstra hal ved Hadsten for at sikre plads til et rigtig stort lager”, siger Stemas-direktøren.

Det er specielt det såkaldt lette grej fra Wacker Neuson, der ryger ind, pakkes ud og sendes afsted til kunderne. Både pladevibratorer, jordlopper og stavvibratorer til betonforarbejdning. Og både til konventionel drift og til batteri.

”Vores Wacker Neuson Zero Emission-maskiner hitter for alvor. Den grønne bevidsthed er rigtig slået igennem i bygge- og anlægsbranchen, og vi har faktisk ansat en specialist, som er dedikeret til udelukkende at sælge komprimeringsudstyr. Han hedder Peter Irgens, men har lynhurtigt fået navnet Peter ”Light” med reference til, at det er light-materiellet, han tager sig af. Peter ”Light” kom til Stemas fra et andet maskinfirma med stor ekspertise i netop det lette udstyr. Foruden selv at sælge materiellet, fungerer han i det daglige også som rådgiver for vores andre sælgere”, fortæller Robert Kjærgaard.

To batterier og en lader

”Det elektriske grej bliver mere og mere populært, og jeg har virkelig kunnet mærke, at Wacker Neuson er et vildt godt brand. Produkterne har ry for høj kvalitet, og de rammer vores kundesegment meget fint”, vurderer Peter ”Light” Irgens.

”Nogle kunder skal lige vænne sig til, at anskaffelsesprisen på elektriske maskiner er højere, end på de tilsvarende konventionelle til benzin. Men når først man har maskinen og en lader med to batterier, så kører det uden træk i snor, men med en enkelt knap at trykke på. Uden at der skal hældes benzin på, uden choker og tillige helt uden vedligeholdelse. Og så kan man tilmed bruge de samme batterier på alle typer maskiner”, siger Stemas’ light-specialist.

Salgskonsulent Regin Badeby Hansen i Stemas-afdelingen i Roskilde mellem komprimeringsgrej i lange baner på lagerreolerne. Og mange i kasser, som endnu ikke er åbnet, men som er udmærkede at sidde på.

Peter ”Light” Irgens med blot et hjørne af de rigtig mange maskiner, som Stemas har købt ind i store mængder.

Wacker Neuson APS 1340e pladevibrator til både brobygning og svendeprøve

Wacker Neuson APS 1340e pladevibrator til både brobygning og svendeprøve.
Faglærer Benny Christensen hos EUC Syd i Haderslev har fået leveret en Wacker Neuson APS1340e pladevibrator, som både skal bruges til folkeskolens brobygning i 8. klasse i denne uge og herefter til svendeprøve for struktøruddannelsen på EUC.

Pladevibratoren betjenes med et kraftfuldt genopladeligt lithium-ion-batteri og sættes let i gang: tryk på knappen og så er pladevibratoren i gang.

Mere information om hele APS-serien kan ses her https://bit.ly/3MzRjc6

 

Eldrevet Weidemann eHoftrac minilæsser på job hos CRH Concrete

Weidemann minilæsseren gør rent efter produktion af huldæk-elementer hos betonkæmpen CRH Concrete

Tonsvis og atter tonsvis af beton ekstruderes til lange huldæk-elementer hos betonkæmpen CRH Concrete A/S i Viby på Sjælland. De lange huldæk-baner saves med diamantklinger i produktionshallen, og når der saves beton, kræver det tilførsel af vand. Rigtig meget vand, som blander sig med betonstøvet til betonslam, som hober sig op mellem de lange baner. Det kræver effektiv rengøring.

Hos CHR Concrete hedder rengøringsassistenten Weidemann 1160 eHoftrac. En tysk minilæssemaskine, som samtidig er med til at signalere nye og miljøbevidste tider hos det store betonfirma. Den hverken støjer eller forurener omgivelserne med udstødningsdunste.

”Vi havde tidligere en minilæsser af et andet mærke. Den kørte på fossilt brændstof. Men nu har vi taget en beslutning om, at hvis det er muligt at skifte til eldrift, så gør vi det. Derfor søgte vi på eldrevne maskiner på batteri, og Stemas kom frem med Weidemann”, fortæller produktionsleder Michael Høy Sørensen hos CRH Concrete.

Slam filtreres til genbrug

”Vi så også nogle andre muligheder, blandt andet fra Kina. Men vi vidste, at Weidemann er tysk kvalitet, og det handler også om at sikre sig god service. Så det blev Stemas, vi bad om at komme med en Weidemann”, siger Michael Høy Sørensen.

Navnebror Michael Lund er manden, der sidder i førersædet på den nye Weidemann i det daglige. Han er morgenmand og møder en time tidligere end de øvrige medarbejdere, så han kan nå at komme over gangene mellem huldæk-banerne, inden produktionen går i gang. Med Weidemann-maskinen skraber han betonslam væk og skubber det ud for enden af de lange baner, hvor slammet samles op og filtreres til genbrug.

”Minilæsseren kører effektivt godt otte timer om dagen. Indimellem sjatlader Michael Lund maskinen, så der konstant er power til rådighed”, siger produktionsleder Michael Høy Sørensen.

Beton landet over

CRH-fabrikken i Viby er blot en af mange produktionsenheder, som koncernen har landet over. I Viby står der, foruden huldækplader, også blandt andet søjler, bjælker og massive betonplader på produktionsplanen.

Foruden at være blevet en effektiv rengøringsmedarbejder hos CRH Concrete, er Weidemann 1160 eHoftrac også en kæmpesucces for Weidemann-fabrikken.

”Det er efterhånden godt syv år siden, Weidemann lancerede de første helt elektriske læssemaskiner. Siden er der løbende udviklet på Weidemann 1160 eHoftrac, som blandt andet har fået andre og bedre batterier, end det var muligt i starten”, fortæller salgskonsulent Jens Andersen hos Stemas A/S, som har dansk import og forhandling af Weidemann.

 

Maskinfører Michael Lund bag rattet i den nye Weidemann 1160 eHoftrac, som sørger for at fjerne de store mængder betonslam efter produktionen af huldæk-elementer hos CRH Concrete i Viby Sjælland. I midten er det produktionsleder Michael Høy Sørensen, der giver knuckles på handelen til salgskonsulent Jens Andersen fra Stemas.

Weidemann 1160 eHoftrac har alle de samme fordele som de klassiske Hoftrac maskiner: kompakt og robust konstruktion, lavt tyngdepunkt, lille venderadius, høj kapacitet og ydelse og et stort udvalg af arbejdsredskaber. Onboard-opladeren gør det muligt med en fleksibel opladning ved enhver 230 V-stikkontakt.

Batteridrevet Wacker Neuson bestod “eksamen” hos EUC Syd i Haderslev

Fremtidens folk testede fremtidens batteridrevne Wacker Neuson maskiner

Struktørelever på EUC Syd i Haderslev afprøvede eldrevet komprimeringsgrej fra Wacker Neuson – og stemplede ”Bestået”

Den unge generation på landets byggepladser lader sig ikke binde alt muligt på ærmet. Moderne teknologi er naturlig for fremtidens folk, som ikke falder bagover af benovelse over det nye. De kræver, at det også fungerer optimalt og lever op til forventningerne.

Derfor var der tale om en form for eksamen, da maskinfirmaet Stemas A/S rykkede ind hos struktøreleverne på EUC Syd i Haderslev. Ikke eksamen for eleverne, men for materiellet, som Stemas-folkene havde med. Det handlede om klassisk struktør-grej som pladevibrator, stamper og beton-vibrator. Alt sammen fra Wacker Neuson. Og alt sammen batteridrevet.

Efter en uges tid, hvor de nye maskiner indgik i den praktiske undervisning i struktørhallen i Haderslev, lød prædikatet ”Bestået”.

”Vi skulle se, om det var maskiner, der kunne fungere for folkene under uddannelse til anlægsstruktører. Det kunne det. Skolens bygge- og anlægsafdeling har allerede tilkendegivet, at struktør-faglærerne ønsker de eldrevne Wacker Neuson-maskiner, så når det er på plads i budgettet, kører EUC Syds struktørlærlinge elektrisk”, fortæller salgskonsulent Mogens Kristiansen hos Stemas A/S.

 

Alle maskintyper

Wacker Neuson er gået elektrisk på alle maskintyper til komprimering og tillige også med gravemaskiner samt dumpere på såvel larvebånd som på hjul. Så når Stemas og fagskolen i Haderslev tager næste step i samarbejdet, kommer alle kategorier med.

”Vi har aftalt, at vi kommer med batteri-materiel til et arrangement næste år, hvor EUC Haderslev får besøg af faglærere fra en række andre skoler. Her vil vi så vise maskinerne frem, og lærerne fra Haderslev vil fortælle deres kolleger om erfaringerne med at være elektrisk”, siger Mogens Kristiansen.

Kontakten mellem maskinfirmaet og fagskolen blev skabt på entreprenørmessen E&H i Herning, hvor faglærerne kom omkring Stemas-standen og tog sig et seriøst kik på de elektriske muligheder. Når undervisningen foregår i en lukket hal, er det ikke optimalt med emissionen fra benzin- eller dieseldrevne maskiner. Lige som det naturligvis også er tilfældet ude i det virkelige liv, når der arbejdes inden døre, eller hvor maskinstøj har en betydning.

Strøm fra taget

”Vi har et helt katalog med Wacker Neuson-materiel under betegnelsen ”Zero emission”. Det hverken larmer eller sender brændstof-dunste ud. Og det er helt klart fremtidens maskin-segment, som fremtidens folk heldigvis også har øje for”, siger salgskonsulent Mogens Kristiansen hos Stemas A/S.

På fagskolen i Haderslev passer det elektriske maskin-koncept som fod i hose. EUC Syd vil være med på den grønne omstilling, og det bliver faktisk muligt at hive strømmen til opladning af maskinerne ned fra taget.

”Vi har solceller på taget af hallen, så vi kan blive selvforsynende. Vi har kæmpet med at holde støjen nede i hallerne med benzin- og diesel-maskinerne. Det bliver helt anderledes med eldrevne maskiner, som tillige er nemme at starte. Der er ikke noget med at hive i en startsnor. Et tryk på startknappen er nok”, siger faglærer Benny Christensen.

EUC Syd har 30-35 årselever. Det betyder, at der året rundt dukker mellem 30 og 35 kommende anlægs- og bygningsstruktører op til undervisning inklusive AMU-delen, hvor der kører rørlæggerkurser.

Helt elektrisk på EUC Syd i Haderslev. Til venstre er det faglærer Steffan Lagoni, der får en el-snak med Mogens Kristiansen (i midten) og Peter Irgens fra Stemas.

En af struktøreleverne betjener den batteridrevne Wacker Neuson-pladevibrator APS1340e.

100 procent emissionsfri Wacker Neuson-stamper på arbejde hos struktøreleverne i Haderslev.

Faglærer Benny Christensen (til venstre) følger processen, mens en af struktøreleverne vibrerer beton. Den batteridrevne Wacker Neuson-stavvibrator uden kabel er det første højfrekvens-stavvibratorsystem, der kan bæres som rygsæk.