Jylland/Fyn: 86 43 49 00 Sjælland: 57 61 46 67 - 46 15 36 00 stemas@stemas.dk

Batteridrevet Wacker Neuson bestod “eksamen” hos EUC Syd i Haderslev

jan 3, 2022 | Nyheder

Fremtidens folk testede fremtidens batteridrevne Wacker Neuson maskiner Struktørelever på EUC Syd i Haderslev afprøvede eldrevet komprimeringsgrej fra Wacker Neuson – og stemplede ”Bestået” Den unge generation på landets byggepladser lader sig ikke binde alt muligt på ærmet. Moderne teknologi er naturlig for fremtidens folk, som ikke falder bagover af […]

Fremtidens folk testede fremtidens batteridrevne Wacker Neuson maskiner

Struktørelever på EUC Syd i Haderslev afprøvede eldrevet komprimeringsgrej fra Wacker Neuson – og stemplede ”Bestået”

Den unge generation på landets byggepladser lader sig ikke binde alt muligt på ærmet. Moderne teknologi er naturlig for fremtidens folk, som ikke falder bagover af benovelse over det nye. De kræver, at det også fungerer optimalt og lever op til forventningerne.

Derfor var der tale om en form for eksamen, da maskinfirmaet Stemas A/S rykkede ind hos struktøreleverne på EUC Syd i Haderslev. Ikke eksamen for eleverne, men for materiellet, som Stemas-folkene havde med. Det handlede om klassisk struktør-grej som pladevibrator, stamper og beton-vibrator. Alt sammen fra Wacker Neuson. Og alt sammen batteridrevet.

Efter en uges tid, hvor de nye maskiner indgik i den praktiske undervisning i struktørhallen i Haderslev, lød prædikatet ”Bestået”.

”Vi skulle se, om det var maskiner, der kunne fungere for folkene under uddannelse til anlægsstruktører. Det kunne det. Skolens bygge- og anlægsafdeling har allerede tilkendegivet, at struktør-faglærerne ønsker de eldrevne Wacker Neuson-maskiner, så når det er på plads i budgettet, kører EUC Syds struktørlærlinge elektrisk”, fortæller salgskonsulent Mogens Kristiansen hos Stemas A/S.

 

Alle maskintyper

Wacker Neuson er gået elektrisk på alle maskintyper til komprimering og tillige også med gravemaskiner samt dumpere på såvel larvebånd som på hjul. Så når Stemas og fagskolen i Haderslev tager næste step i samarbejdet, kommer alle kategorier med.

”Vi har aftalt, at vi kommer med batteri-materiel til et arrangement næste år, hvor EUC Haderslev får besøg af faglærere fra en række andre skoler. Her vil vi så vise maskinerne frem, og lærerne fra Haderslev vil fortælle deres kolleger om erfaringerne med at være elektrisk”, siger Mogens Kristiansen.

Kontakten mellem maskinfirmaet og fagskolen blev skabt på entreprenørmessen E&H i Herning, hvor faglærerne kom omkring Stemas-standen og tog sig et seriøst kik på de elektriske muligheder. Når undervisningen foregår i en lukket hal, er det ikke optimalt med emissionen fra benzin- eller dieseldrevne maskiner. Lige som det naturligvis også er tilfældet ude i det virkelige liv, når der arbejdes inden døre, eller hvor maskinstøj har en betydning.

Strøm fra taget

”Vi har et helt katalog med Wacker Neuson-materiel under betegnelsen ”Zero emission”. Det hverken larmer eller sender brændstof-dunste ud. Og det er helt klart fremtidens maskin-segment, som fremtidens folk heldigvis også har øje for”, siger salgskonsulent Mogens Kristiansen hos Stemas A/S.

På fagskolen i Haderslev passer det elektriske maskin-koncept som fod i hose. EUC Syd vil være med på den grønne omstilling, og det bliver faktisk muligt at hive strømmen til opladning af maskinerne ned fra taget.

”Vi har solceller på taget af hallen, så vi kan blive selvforsynende. Vi har kæmpet med at holde støjen nede i hallerne med benzin- og diesel-maskinerne. Det bliver helt anderledes med eldrevne maskiner, som tillige er nemme at starte. Der er ikke noget med at hive i en startsnor. Et tryk på startknappen er nok”, siger faglærer Benny Christensen.

EUC Syd har 30-35 årselever. Det betyder, at der året rundt dukker mellem 30 og 35 kommende anlægs- og bygningsstruktører op til undervisning inklusive AMU-delen, hvor der kører rørlæggerkurser.

Helt elektrisk på EUC Syd i Haderslev. Til venstre er det faglærer Steffan Lagoni, der får en el-snak med Mogens Kristiansen (i midten) og Peter Irgens fra Stemas.

En af struktøreleverne betjener den batteridrevne Wacker Neuson-pladevibrator APS1340e.

100 procent emissionsfri Wacker Neuson-stamper på arbejde hos struktøreleverne i Haderslev.

Faglærer Benny Christensen (til venstre) følger processen, mens en af struktøreleverne vibrerer beton. Den batteridrevne Wacker Neuson-stavvibrator uden kabel er det første højfrekvens-stavvibratorsystem, der kan bæres som rygsæk.